Arrividerci...
Det er tid til at fornye abonnementet her på adressen, så det er blevet besluttet at flytte blog-domicil, til noget der er billigere (læs; gratis). Squarespace har været et rigtig godt sted, men da jeg ikke engang udnytter halvdelen af alle de lækre features der er, så...
Så ligesom i de gamle dage vil jeg for fremtiden være at finde hos Blogger - bloggen hedder stadig Garnministeriet, for selv når jeg engang er kommet af med al butiks-garnet og bare skal kigge på mit eget, vil navnet stadig være yderst passende til mængderne...
Så vi slutter af hérfra med et billede af én af krukkerne (!!!) fra haven i dag i det umanerlig dejlige vejr.
Jeg håber vi ses, i mit nye "hjem". Det er stadig præget af lidt flytterod - til gengæld bliver der snart opdateret!
...og så bliver man ligefrem NED-lukket når man opsiger sit abonnement, hallo, det tror jeg ikke, der er liiiige et par billeder jeg skal have med mig, tsk!
Så gik der tid med det...
Go'da' derude, hvis i da er med endnu! Hvad skete der lige hér, det er dæl'dul'me længe siden jeg fik tid til at logge på og fortælle fra det Bendix'ske liv - men det var dét der skete; livet...
I susende fart er det gået de sidste par måneder, nyt firma som før nævnt, og indehaveren af det firma skulle lige fejre sin 40-års fødselsdag - TO gange. Den ene gang med familien og den anden med sine barn- og ungdoms-abe-venner (jeg må til stadighed tænke "Mænd! Hvornår er det nu de bare nærmer sig voksenalderen"...?) til én af de slags brunch'es der starter kl.10 om formiddagen og hvor de sidste fulde folk hældes ud til midnat...
En i øvrigt ganske fantastisk dag - Ipren og Panodil var vores BEDSTE venner dagen derpå!
Så har en vis ung dame haft skoldkopper i stor stil, så det gik Pinsen + et par dage med. Havde det ikke været for skoldkopperne, en forstyrret soverytme og en ellers aldrig udført aftentur, ville vi vel næppe heller have mødt en sød sort kat som nærmest adopterede os en aften i sidste uge, da vi var på trilletur med klapvognen. Med hjem ville den, og udviste tegn på at kunne være gravid, og måske endda 'lige oppe over', så ind i varmen med den, det kunne jeg jo ikke ligge vågen over. Og ganske rigtigt; kl. 03.30 hentede den mig ned fra soveværelset og leverede ét styks killing i en, til lejligheden fremfundet papkasse. Stor glæde da Gry stod op og Mors profeti fra aftenen forinden var gået i opfyldelse. Desværre var killingen dog bare temmelig skravlet, og sov tungt det meste af tiden, spiste ikke rigtigt, og holdt desværre kun til 19:30 samme aften - møg hamrende øv! Missemor havde åbenbart været tilfreds med ophold og forplejning, i hvert fald ser vi hende da til stadighed slænge sig i vores sofa *ahem*...
I malerfirmaet er der travlt - fuldt booket i de næste par måneder, så det er bare storslået. Det var da immervæk med lidt ondt i maven springet skete!
Får jeg strikket noget? Ja en lille smule, men det begrænses unægteligt af at energien er på et lavpunkt i disse dage og sengetid er tættere på 21 end 22, så er der ligesom ikke så mange strikketimer tilbage.
Således har denne kjole som bare er en variation over velkendt tema, rundt-rundt-rundt og atter rundt, været månedsvis undervejs. Den er nu blevet meget sød og den swinger ud forneden som den skal...

Garnet er, når det nu engang imellem skal være tyk bomuld, noget af det bedre jeg er stødt på nemlig Lerici Colour, formentlig indkøbt hos Amager Strik engang for længe længe siden. Det er i øvrigt ikke ren bomuld men en udmærket blandig med 45% acryl i. Temmelig slidstærkt, Gry bruger stadig én jeg strikkede for ca. 3 år siden, og den har holdt sig rigtig nydeligt.
I øvrigt kommer kjolen med som nummer 4 af 12 projekter; jeg haler ind ;-)
Den, stadig småplettede, yndige model ville IKKE stille op til fotografering - men næste gang slipper hun ikke, der er nemlig mere på vej!
Ikke mere snak for denne gang, der kommer dog ikke til at gå så længe igen før vi 'ses' igen.
Next up; bloggen flytter til nogle billigere lokaler og en ny model af 'strik-rundt-og se-tv-samtidig' ser dagens lys!
P.S.: Jeg har virkelig savnet jer, hold fast jeg er bagud på min rødglødende Bloglines, noget jeg håber at kunne råde bod på snart!
Udspringeren fra Husum
Ja, det er faktisk min husbond jeg taler om, hans malergerning skal nu ske i selvstændigt regi - vi regner med det går! (Kryyyyyds fingre!)

Så nu kan man dæl' dul'me også ringe til os (mest ham) hvis man skal have malet - jeg lover højt og helligt at han er temmelig dygtig, og så er han oven i købet hurtig, men bedst af alt; har han respekt for garn, så man behøver ikke frygte for skattene rundt omkring i hjemmet ;-)
Han har malet vores gamle lejlighed hvis man vil se en prøve, ellers kan jeg kun sige (og vi taler om Kjøwenhavnsområdet sådan ca.) at hvis man står og skal have malet, men ikke har fået ringet efter en endnu - så sæt igang. Han er endda en notorisk "oprydder-efter-sig", noget folk indtil videre har været ret så glade for.
Og i øvrigt en God Påske til jer allesammen derude. Vi STOR-hygger!
Flugtbilist
Eller; man skal s** se meget før øjnene triller ud!
Det er glat i dag, det har de fleste vel bemærket... Ikke desto mindre havde undertegnede lidt for meget fart på frem til et kryds og en foranholdende bil hér til morgen.
"Shit-shit-shit, dét når jeg ikke". Selverkendelse angående bremselængde når hjulene bare kurer hen over is...
Og ganske rigtigt: "BUMP"! Ikke et stort bump, men dog et mærkbart bump.
Nåja, så har man også prøvet det, og jeg modtager fortjente sure miner fra kvinden i bilen foran, det kan man ikke fortænke hende i. Idet hun kører frem, da der igen bliver grønt, kan jeg da gudskelov se at hverken kofanger eller andre dele rasler af hendes bil, og jeg forbereder mig selvfølgelig på at komme ind til siden og holde, og udveksle diverse nyttige forsikringsoplysninger, fadæsen var jo tydeligvis min skyld.
Jeg blinker, vinker og gestikulerer det bedste jeg formår til damen, der kører (ret stærkt) hen mod næste kryds, og regner med at hun vil dreje til højre dér - det ville altså have have en meget logisk handling efter at være blevet påkørt, og jeg når ind i højresvingsbanen, alt imens jeg jo også holder øje med cyklister og anden trafik - OG SÅ KØRER HUN BARE - fuld fart ligeud...(???) Øøøh! (Havde hun mon sin mand i livløs stand i bagagerummet eller hvad...) Jeg drejer, det er på daværende tidspunkt ligesom et must. Holder stille og kigger om hun gør tiltag til u-vendinger eller andet, men nææææhj - hun fortsætter bare, ufortrødent henover flere kryds, og er VÆK!
Eftersætte faldt mig ikke ligefrem ind en naturlig handling så - lidt tøvende - fortsætter jeg op ad vejen og ind på arbejdet. Temmelig rystet faktisk, og ikke mindst overrasket; hvad skete der lige dér!?!?
Min egen kofanger tjekkes, den ser umiddelbart fin ud, men som nogle kloge mennesker siger "der sker ALTID noget, selvom man ikke kan se det..."
Underlig morgen - jeg må holde øje med om jeg bliver efterlyst i nyhederne idag ;-)
Underdel til skarnsunger...
Jeg er her endnu - bloggen bliver ikke luftet så tit som ønsket, det ville jo gå ud over dyrebar strikketid!
Op fra strikkekurven har jeg imidlertid hevet denne lune nederdel (eller som det kaldes på denne matrikel af en vis ung dame; underdel) som blev påbegyndt omkring juletid, og som har ligget og ventet på at jeg gad tage mig sammen til at lave bæltestropperne.
Der mangler faktisk stadig 1 i hver af siderne men skjoldmøen har nu proklameret at underdelen ikke kan "dreje rundt" (det er noget med noget strutskørt-effekt) så hun vil egentlig ikke have den på alligevel. Mors egen lille skarnsunge!
I øvrigt er den en tand for stor/lang så det er sikkert fair nok at den kommer på lager til næste vinters garderobe så. Og brun er jo en farve der altid holder i modebilledet (please!)
Underdelen er en copycat af underdelen af denne smarte sag fra Garnstudio (klik hér for at hoppe direkte til opskriften) blot "omregnet" til børnestørrelse ved hjælp af indlysende chance-strikke-logik:
"Original på p.5, jamen så er det det samme som mindste str. bare på p. 3½. Dét passer præcist"!
Hvilket det jo så ikke gjorde helt, eftersom den er ét år for stor ;-)
Til gengæld kan den bruges i flere år gætter jeg på, da der som vanligt med rib, er gode ekspansionsmuligheder i bredden. Garnet er Regia Silk, den 6-trådede version. En ualmindelig blød og anvendelig opfindelse. Det fnulrer dog tilsyneladende en smule når man sådan fedter rundt med snoninger, jeg håber det arter sig lidt ved vask - til næste år...

